Bosjökloster

Historie gennem ti århundreder

Bosjökloster ligger i hjertet af Skåne, på en halvø mellem Västra og Östra Ringsjöen ca. 6 km. syd for Höör. I dag er der en smal kanal i syd som skiller Bosjökloster fra fastlandet som det hænger sammen med i nord, men i middelalderen var forbindelsen mellem de to søer 700 meter bred, og i nord var der under størstedelen af året et sund.

Ejendommen var altså helt omringet af vand. Det sydlige sund kaldes allerede i 1385 for Pramdrag, hvilket betyder at der har været en færge her. Den første bro over Pramdragarsundet blev bygget 1866-70 under greve Corfitz Beck-Friis' tid.

Det ældste dokument som nævner Bosjökloster er et pavebrev fra 1181 fra pave Lucius III. I dette omtales der at et nonnekloster af Benediktinerorden var blevet grundlagdt af en mand ved navn Tord, som skænkede hele Bosön og intilliggende jorde, samt at klosterprivilegierne var udfærdiget af Lucius III's forgænger. "Tord den Skæggede" gælker, dvs. kongens højeste embedsmand i Skåne, anses for at være stamfader til den skånske slægt Thott. Denne mægtige familie skulle senere komme til at spille en stor rolle i den nordiske historie.

Forslag til ombyggning. Tegning af Prof. Helgo Zettervall år 1872 Photo: G. Strandh Forslag til ombyggning. Tegning af Prof. Helgo Zettervall år 1872 Photo: G. Strandh

Formentlig begyndte man at bygge klostret i 1080. Fra det oprindelige kloster stammer dele af kirken og slottets østre længe.

Bosjökloster består af et stort bygningskompleks bygget omkring en rektangulær gårdsplads. Kirken udgør den største del af den nordre længe. Det er en romansk kirke med apsis opført i tilhugget sandsten. Det kraftige tårn i vest kom først til i 1856-57, da kirken blev renoveret af professor C.G. Brunius. Apsidens eksteriør har en meget særpræget inddeling med vertikale murbånd og rundbuede nicher. Kirkerummets hvælvinger er fra 1400'tallet og har formentlig tidligere været rigt udsmykket med kalkmalerier. I buen mod apsiden er der rankeornamentik og et billede af Sankt. Apollonia med sit martreredskab, en tang, hvilket gjorde hende til tandlægernes skytshelgen.

Kirken præges først og fremmest af den indretning og de kunstværker som er kommet til efter reformationen, hvor Bosjökloster kom i privat eje. Stolestaderne er fra begyndelsen af 1600'tallet og er de ældst bevarede kirkebænke i skånske kirker. Altertavlen er skænket af fru Thale Ulfstand, hun lod også en stor tavle opsættes i koret, som viser hele hendes familie knælende for Kristus. I kirken findes gravsten over fru Thale og hendes mand Povel Laxmand samt familiens nærmeste, deriblandt den unge søn Holger som druknede i Ringsjön midsommeraften 1562.

På den smukke "nonnekirkegård" udenfor kirken er der gravsten som oprindelig har været gavlsten på middelalderlige stenkister. Flere af gravstene har været genanvendt, hvilket fremgård af de indhuggede initialer og årstal.

Frue Thale Ulfstand Frue Thale Ulfstand

Efter reformationen blev klostret lagt ind under den danske krone og blev forlenet til den afsatte ærkebiskop i Lund Torben Bille mod at han skulle sørge for de klosterjomfruer som endnu boede der. Bille tilhørte en af de fornemste danske adelsslægter, som ejede store jordbesiddelser i Skåne. Efter Frederiks I's død var han medlem af det danske rigsråd og gik hårdt frem mod de lutherske prædikanter i de skånske købstæder. Efter grevens fejde blev han fængslet i 1536 og i 1537 godkendte han den lutheranske troslære og biskopmagtens afskaffelse, hvorefter han slog sig ned på Bosjökloster og virkede som dekan ved domkapitlet i Lund. Allerede før Billes død i 1552 havde adelsmanden Hans Barnekow fået "ventebrev" på lenet. Han døde 1559 og blev efterfulgt af Steen Rosensparre til Skarhult.

Allerede i 1560 afhændede Frederik II store dele af Bosjökloster ved mageskifte, dvs. at man byttede lige over, med fru Thale Ulfstand, som efter fem års ægteskab var enke efter Povel Laxmand til Stenholt. Trods dette fik Rosensparre lov til at beholde nogle af godsets bøndergårde. Fru Thale var datter af rigsråd Holger Gregersen Ulfstand til Skabersjö og Häckeberga, dermed blev hun også ejer af disse godser. Hun forblev enke resten af livet, overlevede sine børn og døde på Bosjökloster 1604. Ejendommen overgik derefter til hendes bror Holger Jensen Ulfstand til Häckeberga, som var kendt for sin lærdom og fromhed, han blev efterfulgt af sin datter Anne som var gift med Jørgen Axelsen Urup til Björkeberga.

Jørgen Urups mor, Helle Marsvin, giftede sig efter sin mands død med befalingsmanden på Øsel, Jacob Beck til Baldringe og Gladsax. Denne og senere hans søn Jochum Beck som altså var stedbror til Jørgen Urup, købte og indløste efterhånden arvingernes andele. Da Jochum Beck 1629 gifte sig med Else Sigvardsdatter Grubbe fra Hovdala, var han eneejer af Bosjökloster. Hans og hans hustrus våbensten med årstallet 1629 sidder indmuret over porten i østlængen. Jochum Beck forsøgte, inden han mistede sin store formue på alunbruget i Andrarum, at sætte de gamle klosterbygninger i stand. Tabene på alunbruget medførte at han måtte pantsætte og sælge sine ejendomme, deriblandt Bosjökloster.

Grev Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine Grev Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine

Køberen var Corfitz Ulfeldt som var rigsråd og hofmester i Danmark. Under Karl Gustavkrigen sluttede han sig til svenskerne og deltog i felttoget over bælterne samt som svensk forhandler ved Roskildefreden, derfor blev han dømt som landsforræder i sit hjemland, men det lykkedes ham at flygte. I 1659 blev han dømt for højforræderi i sit nye land Sverige, men igen lykkedes det ham at flygte, han døde senere i Tyskland. Ulfeldt var gift med Christian IV's datter Leonora Christine, som måtte lide for sin mands forbrydelser, hun sad fængslet i 22 år, uden dom.

Efter dommen over Ulfeldt kom Bosjökloster igen ind under den svenske krone og blev forpagtet til overjægermester Gustaf Hammarberg. Hans søn, Henrik Hammarberg, er den kendte rytter som i 1710 i et stræk red til Stockholm slot for at underrette kongen om Magnus Stenbocks sejer, den 28 februar, over danskerne i Helsingborg.

Grev Philip Bonde Photo: G. Strandh

Bosjökloster blev sammen med Torup i 1735 givet tilbage til Ulfeldts arvinger. Af disse blev hans dattersøn major Corfitz Ludvig Beck, ejer til Bosjökloster. Han var blevet taget til fange ved Poltava og tilbragte 20 år i fangenskab i Sibirien. I 1741 arvede han efter sin bror det Friis'ske fideikommiset i Danmark og tog derefter navnet Beck-Friis. Bosjökloster havde formentlig stået ubeboet allerede før Ulfeldts tid og var, under den tid det var ejet af krone, gradvis forfaldet. Corfitz Ludvig Beck-Friis fik nu økonomiske muligheder for at sætte byggningerne i stand og foretog en gennemgribende reparation af ejendommen.

Efter ham arvede de to sønner Lave og Corfitz Ludvig ejendommen. De lod i 1763 og 1764 opfører de to længer i ladegårdens nord og sydside. Efter Lave Beck-Friis var død ugift i 1764 blev broderen eneejer. Han gennemførte en ganske omfattende restaurering, hvor blandt andet "Munkelængen" blev revet ned og erstattet med de to endnu bevarede pavilloner. Mellem disse anlagdes den nye hovedindgang. Kirkens sydlige facade fik regelbundne vinduesimitationer, så den gav indtryk af at være et beboelseshus.

Bosjöklosters udseende blev, som nævnt ovenfor, i det væsentlige forandret under 1800'tallet ved kirkens restaurering og ombygning af slottet. Den senere ejer var minister i København friherre Lave Gustaf Beck-Friis, som i 1879 kunne hjemføre sin brud, Sigrid Barnekow, til et omskabt Bosjökloster. Deres initial og våben er placeret på den nybyggede gavl over den østre port.

Efter 200 år i slægten Becks og Beck-Friis eje solgtes ejendommen i 1908 til greve Philip Bonde, som skabte et mønsterlandbrug på gården. Ejendommen blev senere overtaget af hans søn Carl-Philip Bonde, som i 1962 åbnede Bosjökloster for besøgende. Den nuværende ejer, sønnen Thord Bonde, har ført godset videre i samme ånd.